Livet i Børnebissen
Børnebissen har 3 ansatte, heraf en med socialpædagogisk uddannelse. Vi opbygger en hjemlig atmosfære og har varme og kærlige relationer til alle børnene. I Børnebissen ved vi, at børn vokser bedst, når de er tanket op med knus og kram.
Vi kan tilbyde alt det bedste fra dagplejen og daginstitutionen, da vi er som en stor-dagpleje i professionelle rammer. Således bliver børnene altid mødt af en velkendt voksen i Børnebissen.
Børnebissen tager udgangspunkt i det enkelte barns behov. Vi er vant til at vurdere, hvad et barn har brug for og handle derefter. Således kan børnene f.eks. få lov til at sove, når de er trætte og de kan få lidt at spise, hvis de bliver sultne.
Børnebissens lille børnegruppe og personalets rummelighed sætter os i stand til at tage individuelle hensyn til børn og familier. Endvidere indretter vi os efter behovene i den aktuelle børnegruppe.
Vi lægger vægt på, at børnene lærer at tage hensyn til hinanden. Som barn i Børnebissen vokser man op i en slags ekstra søskendeflok, hvor man både prøver at være lille og have brug for hjælp fra de større børn, man vokser op og er pludselig blandt de store, der har lært at lyne lynlåsen for et lille barn.
Dagen – og ugen – har sin faste struktur og rytme, hvilket skaber genkendelighed og tryghed. Men det er det enkelte barns behov, der afgør den endelige dagsorden for barnet. Ingen har jo glæde af planlagt rytmik, hvis man har tandpine og har mere brug for at sidde hos en voksen og se på de andre, der danser.
Vi har et meget tæt samarbejde med forældrene om børnene og er altid parate til en snak om barnet – enten med det samme eller efter aftale. Hvis et barn har været ked af det, når det blev afleveret, sender vi gerne en SMS, når barnet har det godt igen.
|