Browse Måned

oktober 2020

Generalforsamling i BIS’koppen

Kære medlemmer
Den seneste skærpelse af retningslinjerne til forebyggelse af Corona smitte har naturligvis foranlediget bestyrelsen til at overveje at udskyde generalforsamlingen endnu engang, men bestyrelsen har henset den megen aktivitet, der har været omkring BIS’koppen i forbindelse med renoveringen af bygningen fundet det nødvendigt at gennemføre den.
Derfor indkaldes hermed til ordinær generalforsamling i foreningen BIS’koppen, der afholdes 21. november kl. 1100 i BIS’koppen. Dagsorden ifølge vedtægterne. Da det er mere end 1½ år siden sidste generalforsamling vil hele bestyrelsen være på valg.
I modsætning til hvad der  er nævnt i vedtægterne kan forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen fremsendes senest indtil 7. november 2020.
Bestyrelsen vil naturligvis sørge for at alle retningslinjerne til forebyggelse af Corona smitte overholdes under generalforsamlingen. Dette betyder bl.a.:

  • At siddepladserne vil være arrangeret i rækker, så alle har ansigtet i samme retning.
  • At der skal bæres mundbind, når man ikke sidder ned.

For at kunne overholde retningslinjerne for hvor mange personer, der må være i et givet lokale, bedes de medlemmer, der ønsker at deltage i generalforsamlingen, tilmelde sig ved enten at besvare denne mail eller ringe til undertegnede SENEST tirsdag 3. november 2020.

Årsagen til den korte tidsfrist er, at bestyrelsen i givet fald skal have fundet alternative lokaler til afholdelsen.
På grund af Corona kan BIS’koppen desværre ikke servere kaffe og kage.
Bestyrelsen skal anmode om, at man ikke møder op uden at have tilmeldt sig.

Bestyrelsen håber på jeres forståelse for, at generalforsamlingen må gennemføres på denne måde.

På bestyrelsen vegne
Kim Marker

Udsættelse

På grund af Corona-situationen, er der desværre først mulighed den sidste lørdag i november, d.v.s. d. 28. 11
Sven Korsgaard

Indvielse af sauna på Bisserup Havn

Søndag den 1. november kan Bisserup Vinterbadere tage deres nyanskaffede sauna på Bisserup Havn i brug for første gang. Hermed er en treårig drøm gået i opfyldelse. I 2018 blev to badetrapper etableret med støtte fra Kvik-puljen. Efterfølgende har Friluftrådet, Nordea-fonden, VELUXFONDEN samt Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne givet støtte til anskaffelse af en mobilsauna, etablering af skridsikker belægning på badebroen samt frostsikring af toiletter. Et godt samarbejde med Bisserup Sejlklub betyder, at vinterbaderne kan benytte sejlklubbens klubhus til omklædning, og hvis nogen foretrækker et koldt brusebad fremfor et havbad, er det også muligt i forbindelse med saunabesøg.

Saunaen er dimensioneret til 15 personer, men på grund af afstandskravet under coronaen kan der højst opholde sig fire besøgende ad gangen. På grund af coronaen er der udover afstandskravet indført skærpede forholdsregler omkring udluftning og desinficering, så man overholder samtlige anbefalinger på området. Til gengæld er udsigten ud over vandet mod Glænø og det rige fugleliv ubetalelig.
Bisserup Vinterbadere tæller i skrivende stund 43 saunamedlemmer. Som følge  af de skærpede krav har bestyrelsen indført et særligt booking-system, ligesom der er indført et medlemsloft på 60. Det er altså fortsat muligt at blive medlem af foreningen. Et medlemskab koster 650 kr., og man skal kontakte  formand Kirsten Møldrup på mail kirstenmoeldrup@gmail.com eller mobil 3035 0246, hvis man ønsker at blive medlem.
Indvielsesceremonien der var planlagt til at blive afholdt søndag den 1. november kl 10.00 er aflyst som følge af det indførte forsamlingsforbud på 10 personer.På foreningens vegne,
Kirsten Møldrup. Formand

 

Aflysning

Det er med stor beklagelse, at Holsteinborg Fond i år må aflyse prisuddelingen i Holsteinborg Kirke den 2. november 2020.

Det er med baggrund i de igen øgede restriktioner i forbindelse med COVID-19, at vi aflyser arrangementet i den annoncerede form.

Prismodtagerne vil derfor under mindre – og mere kontrollerede – forhold modtage legatet.

BIS’koppen i Coronatiden

Mange spørger, hvad BIS’koppen nu gør m.h.t. cafeen og de nyeste restriktioner vedr. corona.
Med udgangspunkt i, at bestyrelsen finder det vigtigt at holde cafeen åben til glæde for alle og efter at have undersøgt det nærmere, er vi kommet til den konklusion, at vi skal gøre som alle andre serveringssteder, nemlig bruge mundbind, når man står eller går, og ellers kan tage det af, når man sidder ned.
Skulle man have glemt mundbind, kan det købes i cafeen. Cafeværterne er selvfølgelig også velkomne til at bruge visir i stedet for mundbind (vi undersøger muligheden for at anskaffe ansigtsvisirer til cafeværterne).
Der er nu opstillet håndsprit ved indgangen og vi har rykket bordene lidt mere fra hinanden og bruger også en del af ”salen” til vores cafe. Der er stadig bogudlån i cafeens åbningstid. Der er håndsprit tilgængeligt ved bordene. Der er denatureret sprit til rådighed så cafeværterne efter cafeens lukketid kan afspritte borde etc.
Da der efter reglerne må være 1 person pr. 2 m2 , når man væsentligst sidder ned, betyder det, at vi i lokalet teoretisk kan være op til 40 personer ad gangen. Men så mange når vi aldrig op på i cafeens åbningstid. Kravet om max. 10 personer gælder kun ved selskaber, strikkecafe, eller andre aktiviteter i BIS’koppen, der ikke har forbindelse med cafeens drift.
Velkommen i cafeen! Vi håber I stadig vil benytte den. Vi passer på hinanden og holder afstand.
Venlig hilsen, Bestyrelsen.

Fernisering i Bisserup Forsamlingshus

Billedkunstneren Estrid Maria Eriksen, Gimlinge, udstiller i Bisserup Forsamlingshus med fernisering søndag den 1. november, kl. 14-16.

Hendes malerier finder mange udtryk. Estrid er for tiden optaget af de færøske landskaber, men maler også figurativt, sport, by-landskaber og portrætter.

Derudover skaber hun digital kunst i form af maleri og foto bearbejdet digitalt og printet på tapet eller glas. Endelig laver Estrid messehagler, gobeliner og smykker. Hun var Årets Kunstner i Slagelse i 2015. Mere info findes på hjemmesiden estrid.dk

Knud Strandby

Strikke-cafe

BIS’koppen/Hestestalden

Torsdag d. 22.okt. kl. 12-14
Torsdag d. 5. nov. kl. 19-21
Torsdag d. 19. nov. kl. 12-14
Torsdag d. 3. dec. kl. 19-21

NB! Det er hver anden gang midt på dagen og hver anden gang aften.
Sæt gerne kryds i kalenderen!
Kaffe/te m. brød 20 kr. + medlemskab på 100 kr. pr år af BIS’koppen

CABARET-FORESTILLING I BISSERUP FORSAMLINGSHUS

Torsdag d.  22. oktober 2020 KL 14.00 byder Torsdagsklubben på Cabaret om en bog alle har en mening om, uden at have læst den….

Det afslører Allan Høier  i cabaret-forestillingen »Emma Gads Takt & Tone – 100 år« – på en humoristisk, musikalsk og litterært underholdende måde.

Alle er velkomne – også ikke medlemmer. Husk at medbringe kaffekurv

HUSK AT MEDBRINGE KAFFEKURV

 

  • 1
  • 2