Home > Lokalhistorie

Lokalhistorie

Udgivet april 2002. 2. udgave marts 2012

Bisserupbogen udgivet 2008

Tillæg 2016

Udgivet 2010
TRÆK AF BISSERUPS HISTORIE, Udgivet april 2002. 2. udgave marts 2012

Annette Andersen og lokalhistoriegruppen har arbejdet med at fortælle historien om de ældre huse i Bisserup begyndende med huse i Bisserup Byvej. Projektet er nu færdigt Juni 2017.

Huse i Bisserup Gårde i Bisserup

 


 

Carin Naae

En københavnsk tilflytters spredte erindringer

Tegning af Carin Naae 1951. Carin og Viggo Naae lejede huset på Holsteinborgvej 226 som sommerbolig. Spisestuen med mahognimøblerne.

Af Carin Naae. Ved juleafslutningen i Torsdagsklubben 1993

Første gang jeg kom til Bisserup var i 1951. Det var dengang Fischer boede i “Fischer”s hus og Musse i “Pension Musse”, der var skole i L. K.’s Feriegård, der var skomager i “Pilehuset” på Holsteinborgvej, slagter i Thyge Andersens hus på Byvejen, der var to købmænd og en Brugs og en smed, der skoede heste. Der var den “lille gartner”, der kørte rundt med frugt og grøntsager. Ville man have topkvalitet kunne man hos gartneren på Holsteinborg købe de dejligste jordbær, nye kartofler o.s.v. Endelig var der mindst tre bagere, der kørte rundt med friskt brød og kager. Og som leverede rundstykker om søndagen.Og imellem de kønne stråtækte huse var åbne marker, hvor bl.a. Anton Petersen og Johannes Fjordside drev landbrug.. Der var hverken noget, der hed Kærvej – Dyvekær – Dalstrøget eller Skolebakken. De få veje, der var, havde overhovedet ikke navne.Havnen var fuld af fiskerbåde og fjorden fuld af fisk.Jeg kendte ikke noget til Sydsjælland. Som københavner var det Nordsjælland, man tog til, når man skulle ha’ frisk luft om søndagen og om sommeren. Et par år før 1951 havde jeg været på besøg i Rude, og jeg syntes, der var så smukt i forhold til det overrendte Nordsjælland, hvor sommerhusene lå så tæt. Det var som at gå inde i en fædrelandssang: “Du danske friske strand med vilde svaners rede”, “Og de brede bøge nær salten Østerstrand”. Det var sandelig “Frejas sal” i Strandskoven, når bøgen sprang ud. Til vores store forfærdelse var hele “Frejas sal” fældet, da vi efter et par måneder i København kom på week-end besøg. Vi bebrejdede daværende skovfoged Krøjser hærværket. Men han svarede bare: “Herregud, en skov er en forretning.”

Min mand og jeg boede til leje hos Fischer (nu bor Brian og hans familie der). Huset var dejligt og net vedligeholdt, men ganske blottet for moderne bekvemmeligheder. Der var das og vandpumpe i gården og ingen el, men der var hyggeligt i det store spisekøkken, især da jeg fik lært at håndtere petroleumslamperne, de genstridige komfurringe og de meget sorte gryder.

Fischer, der havde været snedker på Holsteinborg, var en ældre chevaleresk ungkarl, der forærede sine lejere ål og nyfangede rejer. Han boede i udhuset, mens vi bredte os i hans hjem med gamle, smukke mahognimøbler.

Alle i Bisserup havde bænke uden for husene. Der sad man om aftenen (det var før fjernsynet) og så på folk, og talte med dem, der gik forbi.

I det hvidkalkede hus ved savværket (Holsteinborgvej 203) boede Jacob Skovmand, pensioneret skovarbejder. Han havde en masse diplomer og æresbevisninger fra Holsteinborg for lang og tro tjeneste, og endnu havde han det mærkelige hverv: “at lukke skoven”. Han var meget snaksom, og fortalte bl.a., at den store eg i skovfogedens have stammede fra dronning Margrethe den førstes tid. Jeg har altid set på den med stor ærefrygt, indtil Karsholt for et par år siden sagde, at det passede overhovedet ikke. Træet var højst 2-300 år gammelt.

Fornylig har der været noget sne. Kommunen har haft svært ved at få det væk, og de, der skal tidlig af sted, har haft det besværligt. Jeg husker Ellens mand, H. P. og deres søn Holger, da de ryddede sne dengang. Jeg syntes, de kørte hele natten, og det så dramatisk ud. Sneen stod i kaskader fra den store plov. Det lignede Gefionspringvandet.

I Brugsen herskede den navnkundige uddeler Madsen. Brugsen var en lille, men særdeles velassorteret butik. Hvis man spurgte efter noget, der ikke var der, så var det der til gengæld dagen efter. Sjovt nok var det kun mændene, der gik i Brugsen for at handle. Hvorfor ved jeg ikke, men de var øjensynlig glade for at få en sludder med hinanden og høre nyt. Når man gik, blev man fulgt til dørs af de venlige råb: “Farvel og tak” fra uddeleren og ekspedienten bag disken.

I det lille grå hus over for gadekæret boede den gamle smed. (Bisserup Byvej 12). Han var dengang pensioneret. I smedien længere nede af Byvejen var det smed Kastrup, der regerede med hammer og ambolt. Jeg kan se den gamle smed Kristensen med langt skæg, kasket og stok stå uden for huset. Han var far til Smede-Peter, Bertram og Tromleføreren og tipoldefar til frisør Roses børn.

Smede-peter

Smede-Peter var byens original. Han klædte, levede og boede som det passede ham Man fortalte, at da han til en begravelse på Holsteinborg (hvor han havde arbejdet som ung) mødte op nyvasket, nybarberet og i mørkt tøj, var der ingen der genkendte ham. Han var venlig og hyggelig – og en stor gourmet. Jeg husker, hvordan han indgående beskrev, hvordan han lavede grønkålsuppe. Det var ligesom at høre fjernsynskokken Claus Meyer tale om friske råvarer og alt det der. Da de nye veje blev anlagt i 60erne, kom uheldigvis Skafterupvej til at gå lige igennem hans hus. Kommunen tilbød ham hvilken som helst anden grund, han måtte ønske sig i Bisserup og penge til nyt hus, men han var vred og ikke til at formilde. Han flyttede til Haldagerlille og boede der til sin død.

Bertram, der boede Bisserup Byvej 41, hvor Ulla Andersen bor, var meget stolt af sin køkkenhave. Den lå foran huset, og han satte en ære i at ha’ de første rabarber, de første kartofler, ærter og spinat. De blev også godt gødede, for hans hus havde heller ikke moderne bekvemmeligheder, så wcspandens indhold endte i køkkenhaven.

Han hjalp os med hus og have. Han byggede skur, kalkede hus, rensede kloak. Der var ikke det, han ikke kunne. Han var som folk i små samfund selvhjulpne med alt. Han var en stor blomsterelsker, og jeg har stadig stauder, som stammer fra hans Stjerneskærm og en, som han kaldte for “sommerens farvel”.

Mange af Tromleførerens efterkommere bor stadig i byen eller i nærheden. Erik, Georg, Helge, Jan fra Brugsen, Jonny der lavede pladsen foran Brugsen, Brian i Fischers hus og som omtalt Rose, så Bisserup er ikke kun en tilflytterby.

Strædet var dengang en lille gruset sti med tre huse. Nærmest skoven boede Marie og Marius Larsen og Maries mor. Marius var meget energisk og havde mange erhverv. Han var havemand på Holsteinborg, kordegn, og om søndagen barberede han mændene på alderdomshjemmet i Rude. Med stor kyndighed beskar han vores roser og æbletræer om efteråret for 3 kr. om året. I det smukke hus i haven med de gamle frugttræer bor deres barnebarn. Og deres datter Anna fra Venslev har både i radio og avisen fortalt om H. C. Andersens besøg i huset, men det er en anden historie.

Hans og Dorthea

Ved siden af boede Hans og Dorothea. Foran huset var der en masse lupiner i alle farver. Det var ældre folk, og de var som alle Bisserupperne venlige og imødekommende. Hun var ret lille og korpulent med håret redt stramt tilbage, midterskilning, knold i nakken og fodlang kjole, sådan som ældre kvinder havde det dengang.

Han snakkede meget og meget sydsjællandsk. Det var svært at forstå, men sjovt at høre på. Jeg kendte kun til sjællandsk fra Holbergs komedier på Det kgl. Teater. At nogen talte sådan til daglig, faldt mig ikke ind.

I begyndelsen af 50erne var der ikke mange, der havde bil. Vi kørte fra København med toget til Sorø og med rutebil derfra. Chaufføren hed Sørensen. Foruden passagererne havde han alt muligt med. Bakker med æg, bure med levende kyllinger, potteplanter, kasser med æbler o.s.v. Han sprang fra den ene gård til den anden med de forskellige pakkenelliker. Turen gik imellem de midtsjællandske landsbyer på de små kønne veje ved bl.a. Tystrup-Bavelse søerne, og alle kunne lide køreturen. Jeg husker en kone sagde: “Sørensen, hvorfor kører du så hurtigt, jeg kan jo slet ikke nyde det?” Hvortil Sørensen svarede: “Men jeg kører da ikke mere end 30 km i timen.” Langsomt gik det, men frem kom vi.

Der er naturligvis mange andre, som ikke er her mere. Bl.a. vores naboer Hjalmar og Hulda (hun hed Marie). Elskelige gamle folk. Deres datter Anna, som altid havde så meget interessant at fortælle både fra hytte og borg. Hun var gift med fisker Frederik Frederiksen, farbror til John der stadig bor i huset, hvor også Anna bror Erik bor. (Holsteinborgvej 207 og 209).

Der var tolderen på Byvejen, der flagede med et stort flot toldflag. Der var Adler i Ib Jørgensens hus (Bisserup Byvej 9). Han talte meget højt, og når han diskuterede med sin bror Merridin ude på vejen, kunne man let tro, der var ildløs, men det var bare Adler og Merridin, der fik sig en sludder.

Der var den driftige Bernhard med alle rutebilerne o.s.v. Bisserup var dengang som nu et interessant sted at være.

Bisserup var – dengang som nu – et dejligt og interessant sted at være.

Carin Naae


Billede af et gammelt ægtepar

Fischer

Billedet lå i en gammel kiste i Galleri Stalden, da Leonardo Petersen og hans kone overtog ejendommen. De vidste ikke, hvem personerne var og gav billedet videre til Johs. Fjordside, som imidlertid heller ikke kunne identificere personerne. Nu er mysteriet pludselig blevet opklaret.

I juni kom Christian Fischer fra Fyn igen til Bisserup for at studere sin slægts historie, og han havde et avisudklip fra d. 16. december 1900 med vores billede. Af udklippet fremgår det, at parret på billedet er karetmager Albrekt Dansker Ingemann Fischer og hans kone Ane Margrethe f. Brodthagen. De er kommet i avisen i anledning af deres diamantbryllup d. 27. november samme år.

Albrekt Fischer var udlært karetmager og arbejdede som karetmager på Holsteinborg, hvor han boede med sin familie i Alléhuset på Holsteinborgvej (over for indgangen til slotsparken). Han var søn af Andreas Albrecht Fischer, der havde været gartner på Holsteinborg og Fyrendal og fra 1833 til 1842 gæstgiver i Bisserup.

Ane Margrethe Brodthagen var datter af Lars Chr. Brodthagen, der efter at være uddannet til gymnastiklærer på Nachtegaels gymnastik Institut i København på grev F. A. Holsteins bekostning omkring 1810 blev ansat som gymnastiklærer og senere også svømmelærer ved grevskabets skoler.

September 08
Bisserup slægts- og lokalhistoriske arbejdsgruppe


Portræt af en gammel snedker

Snedker Hans Frederik Adolf Hansen

Den gamle snedker er Hans Frederik Adolf Hansen, født 1841. Han var søn af dyrlæge Jørgen Hansen, der boede Bisserup Byvej 37. Hans søster var pogeskolelærerinde Bodil Marie Hansen (1855 – 1933). De var begge ugifte og boede begge i pogeskolen, Bisserup Havnevej 9. Mens børnene sad rundt om spisebordet i stuen for at lære alfabetet, sad han i stuekrogen og røg pibe, sådan som det ses på maleriet.

Portrættet er malet af Torben Alving Jensen (1893 – 1922). Han var søn af birkedommerfuldmægtig Alfred Jensen, Rude, og hans kone Astrid Ragnhild Jensen. Alfred Jensen døde i 1911, og hans enke fik 1915 bygget sommerhus i Bisserup for at have et tilholdssted på egnen, som hun flyttede fra ved sin mands død. Huset i Bisserup er stadig i familiens eje.

 

 

Maleren af den gamle snedker

Maleren ses på fotografiet, den siddende mand med pibe, sammen med nogle af sine søskende og gæster ved Kristiansholm.

Familien har foræret portrættet af den gamle snedker til Bisserup for en del år siden.