Kirkeskovens høstmarked

Som vi fortalte om i Bytingsbladet i december, så har en arbejdsgruppe med repræsentanter fra Ørslev, Glænø, Venslev, Rude, Ørslev-Bjerge Idrætsforening og Bisserup arbejdet med at arrangere en hyggelig og festlig dag, hvor vi kan få øje på hinanden, og hvor andre kan få øje på os.

Der har heldigvis været stor opbakning til projektet – både i form af økonomisk støtte og i form af lyst til at medvirke i dagens program. Det bliver helt sikkert en festlig dag med kunst, mad, musik, leg, motion og socialt samvær.

Adskillige fonde har suppleret tilskuddet fra Slagelse kommune, og lokale erhvervsdrivende har bidraget med sponsorater, så det har været muligt at sammensætte et spændende og varieret program for dagen og en festlig afslutning med en aftenfest med middag og underholdning/dans med POPlic Service. Deltagelse i dagens aktiviteter er gratis, mens der skal købes billet til fest-aftenen.

I den kommende tid, vil der løbende blive udsendt information om dagens program med beskrivelse af boder og aktiviteter, ligesom der kommer nærmere informationer om aftenfesten- herunder også praktiske oplysninger om billetsalg mv.,

Så hold øje med diverse opslag på facebook, hjemmesiden, flyers og plakater

På arbejdsgruppens vegne

Alice Jelen og Lisbeth Bergstedt