Parkeringsmuligheder i Bisserup

Fra Bytingets arbejdsudvalg – i daglig tale AU:
Sommeren er over os, og COVID-19 restriktionerne er lempet en kende, så nu vil folket gerne ud til kysten, og det er der jo intet fordækt i – her er skønt ved vandet.
Denne søgen ud til kysten, og i år måske endnu mere end andre pga danskernes øgede ønske om at holde ferie i eget land, skaber lidt pladsproblemer på udvalgte steder i vores landsby. Folkene skal vi såmænd nok få plads til, det er mere deres transport, der volder besvær – nærmere betegnet henstillen af samme medens folket besigtiger området, spiser en is eller indtager frokost/middag på kroen eller fiskebaren.
Kroen har åbnet for 2 ganske store parkeringspladser, hvor man formedelst et mindre gebyr, kan parkere sit køretøj for en aftalt periode. Dem der ikke ønsker at gøre brug af dette tilbud, anmodes om at benytte den gratis parkering ved forsamlingshuset og multibanen på Skafterupvej.
Der henstilles til, at parkering ved legeplads og boldbane på voldstien undlades, det er privat indkørsel for beboere, og lege-og sportsplads er forbeholdt de folk der kan arrivere til fods eller på cykel. Ligeledes bør havnen kun i begrænset omfang benyttes til længere parkering.
Ovenstående henstilling er udfærdiget af sikkerhedshensyn, folk skal kunne færdes sikkert til fods, og eventuelle redningskøretøjer skal have uhindret adgang til strand og havn – hvilket er en umulighed såfremt ovenstående ikke følges.
I håb om forståelse ønskes I alle en god sommer.
Bisserup Bytings arbejdsudvalg.