Gennemse Kategori

Generelt

OFFENTLIGE FOREDRAG I NATURVIDENSKAB I BIS’KOPPEN

Nu kan BIS’koppen 11. maj og 18. maj endelig tilbyde Århus Universitets offentlige foredrag i naturvidenskab. Foredragene er normalt meget spændende og de har været tilgængelige i bl.a. forskellige biografer de sidste to år. Hvert foredrag varer ca. 2 timer, inkl. en pause midtvejs, og der er gratis adgang. På grund af COVID-19 restriktionerne må der desværre maksimalt være 40 personer i BIS’koppen, så for at nogen ikke skal gå forgæves skal der

bestilles plads på telefon 2374 3849

11/5 Sære sanser af sansefysiolog Peter Teglberg Madsen
18/5 Magtfulde mikrober der gavner dig af genomforsker Oluf Borbye Pedersen.
Selve foredraget starter kl. 1900, hvor dørene lukkes. Så kom i god tid og husk CORONA pas.
Vin, øl, vand og kaffe/te kan købes ☕️🍷

Obs!!! BIS’koppen er åben igen!

Som det jo nok er jer bekendt må vi nu åbne BIS’koppens café igen og det gør vi så fra i morgen 22. april kl. 14. Åbningstider bliver som hidtil tirsdag og torsdag 14-17 og lørdag 10-13. Der vil være åbent for både udendørs og indendørs servering.

Vi skal naturligvis stadig følge de restriktioner vi har kendt længe, bl.a. holde afstand, afspritning og bære mundbind indendørs, hvis man står op.
Men derudover vil der for indendørs servering være krav om
fremvisning af coronapas, der enten viser man er vaccineret eller en negativ test der er mindre end 72 timer gammel, samt
bordbestilling minimum 30 minutter før ankomst.
Begge forhold skal vi i sagens natur overholde.
Vedr. bordbestilling kan dette ske ved enten at møde op fysisk i BIS’koppen i åbningstiden, t ringe på tlf. 5013 5959 for at tale med cafeværterne eller send en SMS til samme nummer eller at ringe til Lone Jensen på 3052 9687.
Bordbestilling kan ske når som helst og man behøver ikke at angive et nøjagtigt tidspunkt på dagen for ankomst. Vi har plads nok.
Vi håber I vil tage disse ny – måske lidt bureaukratiske – foranstaltninger med et smil 😊 og besøge cafeen alligevel. Vi glæder os til at se jer.
Med venlig hilsen
bestyrelsen

Strandrensning 2021

Der var et rigtig flot fremmøde til den årlige affaldsindsamling

Det var solskin og de fremmødte var rigtig glade over at kunne være med.
I år var der igen en gruppe fra campingpladsen og en del sommerhusbeboere og så naturligvis en masse af os som bor i Bisserup hele året.
Alle kom tilbage og fortalte at Bisserup grundlæggende er rigtig pæn og ren. Jeg ved det skyldes at mange af os som går ture langs strand og i skov ofte har en pose og et par handsker med så vi samler affald op på turen.
Alligevel indsamlede vi omkring 70 kg affald.Danmarks Naturfredningsforening havde bedt os tælle noget af det vi stødte på undervejs.

Vi indsamlede således

  • Take-away emballage: 19
  • Mundbind: 11
  • Flasker med pant 27
  • Flasker uden pant: 30

Vi spiste 115 pølser og brød. 3 flasker ketchup, 2 flasker sennep, 2 flasker dressing, Drak 1 kasse øl og en masse sodavand

Den lokale afdeling af Danmarks naturfredningsforening havde igen i år givet et tilskud til forplejningen, resten blev betalt af arbejdsudvalgets budget.

Legepladsgruppen udbedrede legepladsen samtidig med indsamlingen, det var faktisk rigtig hyggeligt og de fik lavet et nyt flot gelænder til trappen, der blev beskåret buske og der blev samlet og opsat et nyt bænkesæt.

Tak til alle der bidrog.
Tak til alle der samler op i det daglige
Tak til alle der tager deres affald med hjem
Kirsten Mødrup/Bytinget

 

BIS’koppen åbner

Så er tingene ændret og heldigvis til den positive side. COVID-19 restriktionerne bliver yderligere lempet. For BIS’koppens café betyder det konkret, at vi kan åbne for både udendørs og indendørs servering fra 22. april 2021 . Åbningstiderne vil være/blive de sædvanlige.

Den udendørs servering vil naturligvis finde sted på terrassen, hvor man vil sidde i de nye havestole.

Som alle andre serveringsteder med offentlig adgang, skal vi selvfølgelig følge de COVID-19 retningslinjer/restriktioner, der pålægges af myndighederne. Hvad det mere konkret indebærer, når vi åbner, ved vi på nuværende tidspunkt ikke i detaljer, men udover at vi fortsat skal holde afstand, vil fremvisning af CORONA pas, der enten viser, at man er vaccineret eller har en negativ test indenfor de sidste 72 timer være nødvendigt for at besøge caféen indendørs, men ikke udendørs.

Så snart vi ved mere om, hvilke yderlige krav/restriktioner, der kommer til at gælde for henholdsvis den udendørs og indendørs servering, vil vi naturligvis informere om det og tilsikre, at vi kan overholde krav/restriktioner.

Velkommen i cafeen når vi åbner igen! Vi glæder os til at se jer.

Parkeringsmulighed ved Lodsvej

Her kommer lidt supplerende info fra Bytingets arbejdsudvalg til Villum Christensens gode nyhed forleden, om at Slagelse Kommunes tekniske udvalg har besluttet at arbejde for en 3-årig lejeaftale vedr. Voldstien 2, så arealet kan bruges til parkering. Parkering omkring Bisserup Havn og Voldstien har længe været en udfordring: Voldstien er en privat vej, men biler kører alligevel på den, for at finde parkering. Denne trafik er til fare for børn og voksne på vej fra Legepladsen til de offentlige toiletter og til Stranden. Dette er uholdbart. Bisserup Havnevej har måttet holde for med parkering i begge vejsider – heller ikke en acceptabel løsning. Kroens parkering er privat og kan kun benyttes mod betaling, og Sejlklubben har besvær med at finde plads til egne medlemmer på det areal, som de lejer af Godset. Bytingets arbejdsudvalg har derfor, i egenskab af lokalråd, bedt kommunen om at være behjælpelig med at finde en løsning, og vi bakker op om kommunens tiltag – at vi i en forsøgsperiode efter aftale med Godset, der ejer jorden, tillader biler at køre ind på græsset, Voldstien 2, der naturligvis ikke skal asfalteres.

Alice Jelen

 

Strandrensning

Bisserup Strand og by

Vi mødes på Legepladsen på Voldstien
Bagefter er der pølser med brød, øl og vand

Vi organiserer os så gældende coronaregler overholdes
Kontaktperson Kirsten Møldrup, Bytingets arbejdsudvalg

18. april kl. 10-12

Vedr. Bytingets facebookgruppe

Bytingets arbejdsudvalg har besluttet at ændre på rammerne for vores facebookgruppe.
For at understøtte vores lokale erhvervsdrivende – hvoraf en del har haft det rigtig svært i det seneste år – vil vi i en forsøgsperiode fra den 1. april til den 1. oktober tillade et ugentligt opslag fra lokalområdets virksomheder i Bytingets facebookgruppe. Vi håber, at gruppens medlemmer vil tage godt imod disse opslag, og at det kan være med til, at vi støtter og passer på vores lokale virksomheder, der jo er med til at holde liv i vores område.
Fra 1. april ser de ændrede grupperegler sådan ud:

Denne gruppe er beregnet til at oplyse borgere i Bisserup og omegn om Bytingets aktiviteter.

Alle opslag til gavn for fællesskabet og sammenholdet i byen er meget velkomne, og alle er velkomne til at tilbyde eller efterlyse gratis tjenester eller andet. Privat salg henvises til facebookgruppen Bisserup køb og salg.

For at understøtte de erhvervsdrivende i lokalområdet vil vi i perioden fra 1. april til 1. oktober 2021 derudover, som et forsøg, godkende et ugentligt opslag fra lokale virksomheder, der samtidig opfordres til at annoncere på hjemmesiden bisserup.dk eller i Bytingsbladet.

Vi opfordrer til, at der holdes en venlig tone og til at personlige forhold afklares ved direkte kontakt parterne imellem.

Venlig hilsen
Bytingets arbejdsudvalg

På arbejdsudvalgets vegne

Lillan Garby og Alice Jelen

Torsdagsklubben

Kære medlemmer

Bestyrelsen ønsker alle et godt nytår.
Desværre er situationen omkring CORONA kun blevet mere kritisk, og myndighederne har endnu en gang strammet restriktionerne.
På denne baggrund aflyser bestyrelsen alle aktiviteter og arrangementer indtil videre.
Når det igen er muligt at mødes i større forsamlinger, vil bestyrelsen hurtigst muligt lave et program for Torsdagsklubbens kommende aktiviteter og arrangementer.De bedste hilsener
TORSDAGSKLUBBENS BESTYRELSE

Vintersolhvervsoptog aflyst

Som mange nok har læst i Bytingsbladet,var det meningen, at vi ville lave en alternativ vintersolhvervs aften i år.
Som anbefalingerne er for øjeblikket, ser vi os nødsaget til også at aflyse dette arrangement
I stedet anbefaler vi, at I alle sætter en masse lys ud ved vejen hvor I bor og måske går en tur med jer selv og jeres familie 🌟🕯🌟
Nu bliver dagene længere
Lad os sætte lys frem 🕯
Lad os håbe på lysere tider i det hele taget Lad os fortsætte med at passe på os selv og hinanden et stykke tid endnu, så skal det nok blive et godt og bedre 2021.
Glædelig jul  og godt nytår
På Bytingets arbejdsudvalgs vegne
Lone og Jette