BIS’koppen i Bisserup er med i opløbet til Landdistriktsprisen 2021

BIS’koppen i Bisserup er med i opløbet til Landdistriktsprisen sammen med 4 andre kandidater; en forening, et købmandspar, en virksomhed og en uddannelsesinstitution.
Foreningen BIS’koppen har rejst midler til både køb og renovering af landsbyens gamle missionshus, som nu har fået et nyt liv som landsbyens kulturhus. Huset blev indviet i efteråret 2020
og fungerer nu som et hus for fællesaktiviteter og som samlingssted for landsbyens beboere.
Det er Det Rådgivende Udvalg for Landdistriktspuljen der, ud af 25 indsendte indstillinger, har
udvalgt finalefeltet. Dommerpanelet har udvalgt finalisterne ud fra følgende kriterier:
 Medvirker til at understøtte stærkere lokalsamfund.
 Medvirker til at øge velfærden, udvikle servicetilbud og styrke
aktiviteter i lokalsamfundet.
 Kan være til inspiration for andre lokalsamfund rundt om i
landet.
Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek:
”Dommerpanelet har fortalt mig, at der er modtaget gode og spændende nomineringer til årets Landdistriktspris. Det vidner om, at der er mange, der hver dag knokler for at bevare og
udvikle deres lokalsamfund. Derfor ser jeg med både glæde og spænding frem til at afsløre og hædre vinderen på Landdistriktskonferencen 2021.”
De fem finalister er:
 Foreningen Jordforbindelsen
 Saltoftehus ved Birgitte Boserup
 Købmandsparret Anne og Kent Gregersen fra Haastrup
 Fjerritslev College
 BIS’koppen i Bisserup
Formand for dommerpanelet Finn Jorsal:
”Indstillingsfeltet har været rigtig stærkt i år, og mange af kandidaterne kunne være bland finalisterne. I år afspejler indstillingsfeltet, at det ikke kun er foreninger og ildsjæle, som står for udviklingen af landdistrikterne. Det er i stedet en fælles opgave, som kræver, at alle aktører arbejder for at udvikle landdistrikterne. Derfor glæder det udvalget, at dette afspejler sig i indstillingsfeltet med både nomineringer af ildsjæle, foreninger, virksomheder og uddannelsesinstitutioner. Dommerpanelet har derfor haft en vanskelig, men spændende opgave med at finde den rigtige vinder af årets Landdistriktspris”

Chaplinklubben viser film i Biskoppen

page1image28166384

Onsdag d. 6. oktober kl. 19 blænders der op for sæsonens første forestilling:

Together

“Together” foregår i Kina hvor en 13 årig dreng er mere end almindelig god til at spille violin – så god at hans far sælger sin forretning for sammen med sønnen at tage til Beijing og finde en dygtig violinlærer – en varm rørende beretning.

Alle er velkomne både gamle og nye medlemmer – medlemsskab koster kr. 50,- halvårlig (3 film).

Alle arrangementer i Biskoppen kræver medlemsskab af denne (kr. 100,- årlig )

Foredrag i Torsdagsklubben

Torsdagsklubben får besøg af foredragholer Lars Ringholm  om  “Danmark i 1950’erne – mellem krig og velfærd”

Torsdag d. 30. september kl. 14-16

Alle er velkomne

 

o

Valgmøde i Bisserup Forsamlingshus mandag den 8. november kl. 19.00

I anledning af regions- og kommunalvalget tirsdag den 16. november,  vil Bisserup Forsamlingshus gerne arrangere Valgaften i Forsamlingshuset.

Mandag den 8. november kl. 19.00

Alle partierne fra Slagelse Kommune er inviteret med en repræsentant, som bedes holde en 5 minutters valgtale med følgende 3 spørgsmål:

  • Hvad kan Slagelse Kommune gøre for Bisserup?
  • Hvad kan Bisserup gøre for Slagelse Kommune?
  • Hvordan kan det politiske samarbejde i Slagelse Kommune udvikles positivt?

Derefter er der mulighed for spørgsmål.

Der er mulighed for køb af øl og vand

Jan Møldrup

Loppeladen på hjørnet af Skafterupvej og Bisserup Byvej åbner igen for aflevering.

Belært af mange års erfaring vil vi bede om, at man IKKE afleverer hårde hvidevarer, store tæpper, reolsystemer, store sofaer og VHS-bånd – MEN alle andre skægge, sjove, forunderlige og nyttige lopper tager vi med glæde imod.
Første åbningsdag bliver den 3. oktober kl. 11-13. Herefter vil der jævnligt være åbent på lørdage eller søndage – alle datoer kan ses i kalenderen på bisserup.dk.
Passer åbningstiderne dårligt kan man stadig kontakte arbejdsgruppen på 25565404, 21695553 eller 50332161

DU KAN NÅ DET ENDNU

Rigtig mange har allerede tilmeldt sig undersøgelsen om trafiksituationen i Bisserup, og det kan nås endnu. SIDSTE FRIST ER PÅ TORSDAG DEN 30. SEPTEMBER.

Slagelse Kommune har brug for din viden og dine eventuelle forslag til ændringer eller forbedringer i arbejdet med at gøre trafikforholdene i Bisserup bedre. Meld dig derfor til at deltage i kommunens undersøgelse, som foregår via digital borgerinvolvering. Undersøgelsen sættes i gang i et samarbejde mellem Bytingets arbejdsudvalg og Slagelse Kommune og er en opfølgning på forårets debat om trafik og parkering i Bisserup.

Send en mail til Finn Pedersen fvped@slagelse.dk senest på torsdag den 30. september 2021 og oplys at du gerne vil deltage i undersøgelsen. Finn er udviklingskonsulent i Slagelse Kommune, og han sørger for at du får en invitation til at deltage i undersøgelsen på mail i oktober måned. Dine input er anonyme og Slagelse Kommune følger reglerne for persondatabehandling.

Resultaterne af undersøgelsen forventes at ligge klar i november.

På vegne af  Bytingets arbejdsudvalg, Lillan Garby

Videnskabsforedrag

Århus universitets offentlige foredrag i naturvidenskab i BIS’koppen.

 

5. oktober: Big Bang og det usynlige univers ved astronom Steen Hannestad

12. oktober: Yngre med årene ved overlæge Bente Klarlund Petersen

26. oktober: Pandemier de sidste 200 år ved pandemiforsker Lone Simonsen

9. november: Den inderste kerne ved forfatter Lotte Kaa Andersen og geofysiker David Lundbek Egholm

16. november: Vores cellers saltbalance ved molekylærbiolog Hanne Poulsen

Der er offentlig og gratis adgang til alle foredragene og de varer ca. 2 timer inkl. en pause midtvejs. Dørene åbnes kl. 1830 og lukkes kl. 1900. Drikkevarer kan købes.

Tag en flyer i BIS’koppen eller Brugsen eller gå ind på ofn.au.dk, hvor du kan læse mere om foredragene.