Browse Måned

december 2019

Fællessang i Forsamlingshuset

Måske har du læst artiklen SYNG MED – det er sundt! i Samvirkebladet denne måned. Den handler om fænomenet Fællessang, der for tiden breder sig som en steppebrand over det ganske land. Det skyldes især de mange sunde effekter, der er ved at synge sammen. Fællessang løfter nemlig humøret, sænker stressniveauet, skaber større samhørighed og styrker fællesskabet.

Ved slutningen af den sidste fællesspisning opstod der ved mit bord et spontant ønske om at synge, hvilket mundede ud i en opfordring til, at jeg tog initiativ til mere sang her i Bisserup. Både Bytinget og Forsamlingshuset har bakket op om ideen, som måske også vil kunne komme andre fællesarrangementer i byen til gode, for eksempel i forbindelse med sankthans eller solhverv, hvor der i forvejen er tradition for at synge.

Projektet skal hedde ”Side om side” og starter op i forsamlingshuset tirsdag den 7. januar kl. 19-20:30. Vi synger hver den første og tredje tirsdag til og med april. I februar dog første og anden tirsdag. Der er ingen optagelseskrav, ingen dresscode og ingen stemmer, der skal kunnes. Det bliver helt sikkert sjovere at være med end at være tilhører! Vi indleder med at varme stemmerne op og synger derefter fra DGI-sangbogen, som vi låner af forsamlingshuset. Vi skal synge ”Jeg ved en lærkerede”, ”Visen om de atten svaner” og ”Forelsket i København” og flere i samme stil.

Projektet er ikkekommercielt og koster en 20er pr. gang. Kom glad til FÆLLESSANG i forsamlingshuset den 7. januar kl. 19 – og lad os se, hvad er sker.

Knud Strandby

Julemusik 2019

Stemningsfuld julemusik med de dejlige musikere Frank, Louise, Peter og Finn.. Mange fandt vejen ind i BIS’koppen , hvor gløggen og æbleskiver duftede.  Tak til arrangørerne for en dejlig formiddag.

Solhverv 2019

Faklerne blev tændt ved Brugsen og snart derefter gik turen ned af Bisserup Havnevej med hyggelig snak undervejs. Poselanterne lyste vej hen til teltet, hor suppemagerne stod parat med 4 slags dejlige supper og lækkert hjemmebagt brød. GLÆDELIG jUL OG GODT NYTÅR TIL ALLE

.

Tango i Bisserup

Mere tango i Bisserup:
Efter 6 succesrige uger i efteråret med 11 par på gulvet hver mandag, kommer et nyt tangoforløb i februar-marts. Dem der har danset før, fortsætter om mandagen. Dem der er helt nye i tango, danser om torsdagen.
Tilmelding via hjemmesiden

 v. Bjørg Johansen og Kasper Ungstrup

Tangoundervisning for nybegyndere
4 torsdage kl. 19.00-20.30 i Bisserup Forsamlingshus
Fra d. 6. februar-27. februar
Pris kr. 400,- pr. person
​Holdet oprettes ved min. 6 tilmeldte par, senest d. 9. januar 2020
Tangoundervisning for let øvede
8 mandage kl. 19.00-20.30 i Bisserup Forsamlingshus
Fra d. 3. februar-23. marts 
Pris kr. 800,- pr. person
Holdet oprettes ved min. 6 tilmeldte par, senest d. 6. januar

 

Kom til fejring af vintersolhverv

LØRDAG, D. 21 DECEMBER kl. 18!
Denne aften vil vi fejre, at lyset øges en smule for hver dag!
Langsomt, men stædigt vil lyset fortrænge mørket!
Mørket, som har omsluttet os, vil gradvist fordrives af lyset.
Og det vil vi fejre med fakkeltog fra Brugsen til legepladsen ved stranden.
Her vil vi blive mødt af lys, bål og raske folk, der har brygget suppe og bagt lækre brød,
som vi bliver budt – uden beregning – blot du har skål/ krus og ske med!

ALLE ER MEGET VELKOMNE!

Vi mødes ved Brugsen, faklerne tændes. Jette, Siri og Jens går forrest, og vi andre følger i
sluttet trop efter.
Hvis du ikke har mod på at gå med fakkel, så iklæd dig en anden lyskilde, så som
lommelygte, lanterne eller lyskæde…
På arbejdsudvalgets vegne
Lone Langkilde

Nyt fra forsamlingshuset:

5.12.kl. 19.30 afholdt vi et foredrag med en veloplagt Kåre Johannesen (historiker), som levende fortalte os om Julens Danske traditioner, som trods alt ikke er så danske, som vi går og tror.
Vi kom langt tilbage i historien på en spændende og ”fangende” måde.
Jacob bød velkommen og takkede af for en dejlig aften på rim og sang, akkompagneret af Frank G. på klaver – publikum sang med på omkvæd.

Der var ca. 65 fremmødte – en del udenbys – alle hyggede sig med gløgg o.s.v. samt julesange.
En dejlig aften med julehygge.

Sæt kryds i kalenderen ved d. 12.3.2020 hvor vi afholder næste foredrag med Jannick Johansen: Den danske pilgrim.
På bestyrelses vegne: Lisbeth Højgård

  • 1
  • 2